Search
  • Melissa Gerrard

Jeg skal IKKE i skoven!

Sagde både min datter og hendes veninde, da jeg fortalte hvad vi skulle. De var lige i gang med at se en Youtube video og de var trætte efter en god børnefødselsdag i går.


Men: bare ærgerligt. Det sagde begge forældre. De surmulede, gemte sig, blev ved... men vi holdte fast og fik dem ud af døren efter ca. 20 minutter.



Scenarier som dette er velkendt for de fleste af forældre, og vi er mange der tvinger vores børn ud i den friske luft. Og hvad plejer der at ske? Det ved vi også! Denne gang var ingen undtagelse: Børnene lavede natur kunst, pinde i vandet, flotte sten, en gave til og fra et træ (!), samlinger af bark, flotte blade, soppe stunder, fordybelsen i sugeevnet af et græsart ... listen er triumferende lang. Deres sure ansigter blev bløde og lykkelige i løbet af nul komma fem. Min datters veninde, som før ikke vil tale til mig, krammede mig bagfra mens jeg inspicerede hendes "svampepind".


Så skete det spændende: da jeg foreslog at vi skulle gå en tur, efter at have siddet ved søen i en halv time, blev børnene pludselig trætte og ville ikke. Jeg forsøgte at overtale pigerne, mens faren til den anden pige opgav kampen og begyndte at gå hjemad med hende. Min pige gik langsomt bag mig og brokkede sig uafbrudt. Der var intet jeg kunne finde på at sige, som kunne opmuntre eller aflede hende. Til sidst gav jeg hende lov til at vente på mig ved vandet. Min forestilling om en god tur igennem skoven, blev til en ensom og meget kort tur - og et stædigt forsøg på at være vedholdende.


Hvorfor er det så spændende? Dét at gå en tur, er egentlig en meget almindelig voksen måde at være i skoven på. Og det er der ikke noget galt ved. Vi får frisk luft, motion, "soft fascination" sker, og det forebygger "directed attention fatigue", vi nyder lydene, udsigten, uendelige naturlige former osv. Hvis vi er sammen med andre, kan det godt være at vi snakker en del, og går glip af noget naturen har at tilbyde, men jeg formoder at vores samtalestil kan ændre sig, når vi er i naturen sammen (jeg vil elske at lave forskning om det).


Men hermed er pointen: Børnenes måde at gribe naturen an på, ligner meget de tilgange som jeg bruger i naturterapi. Børnene gik ikke terapeutisk til værks, men hold op, hvor var det indlysende at se, hvor nemt det var for dem at undersøge, interagere med - og få kontakt til naturen helt af sig selv. Så snart jeg forslog at gå en tur, mærkede de pludselig trætheden og de mistede gejsten. OK, men hvad så? Børn er legende, naturen kan bruges og kommunikeres med på mange måder, voksne og børn er forskellige i naturen. Er det ikke bare det? Og forresten er dybere terapeutiske processer ikke særlig børnevenlige. Det kan godt være. Men nu bruger jeg ordet "natur" på en anden måde. Måske er børnenes tilgang til naturen helt igennem naturlig og noget vi har brug for, også som voksne? Jeg spørger bare.

#Naturterapi #Naturmedbørn #Børnviservej #Udforsknatur #Tilgangtilnaturen

0 views

©2018 by Naturterapi v/ Melissa. Proudly created with Wix.com

This site was designed with the
.com
website builder. Create your website today.
Start Now